Bodetal Jomfrubroen

Bodetal nær Thale var i århundreder en blindgyde. Kun de modigste vovede sig helt hen til Bodekessel. Den, der ville videre herfra til Brocken, kunne ikke fortsætte nede i dalen, men måtte op ad bjerget, dernæst til Wendefurth og derfra langs Bode gennem Rübeland og Schierke. I mellemtiden findes der sammenhængende vandreruter. Men naturen har førsteprioritet — siden 1937 har Bodetal været et naturreservat. Vi bliver på stierne. Den nordlige rute af Harzer-Hexen-Stieg fører for eksempel helt op til Brocken (53 kilometer med mange muligheder for pauser og forplejning).

Carl Friedrich Lessing (1808-1880) slog sig ned ved Bodebredden for at male sit billede, med konditoriet i ryggen. Maleriet går sandsynligvis tilbage til hans første besøg i Bodetal i 1836. Den brusende Bode var i den sommer kun en lille bæk, men klippetoppene og dalens granitvægge var imponerende. Lessing var dengang en ung, ambitiøs lærer ved kunstakademiet i Düsseldorf. Han var en lidenskabelig jæger, og som sådan så han også på naturen – som noget, hvor man kunne fange særlige øjeblikke. Selv op i høj alder rejste han gang på gang til Harzen – også fra sit senere virke ved kunstakademiet i Karlsruhe, hvor han senere var professor. For Harzen var for ham et tysk bjergområde. Han var optaget af tysk historie og landskab. Antikken, Alperne og længslen efter Italien interesserede ham ikke. Netop denne beslutsomme vending mod det nationale og forbindelsen mellem historie og landskab gjorde hans succes og hans store popularitet dengang. I modsætning til hans ellers teatralsk forstærkede værker er dette maleri uden staffage – måske et tegn på et tidligt værk?

Det er særligt spændende, at vi kender et maleri fra 1836, udført af hans elev Adolf Hoeninghaus fra samme sted, så vi kan sammenligne dem.

I 1654 gav Merians topografi følgende beskrivelse af Bodetal ved Thale: „… mellem sådanne bjerge slynger sig med tusind krumninger en meget dyb dal / og alt dette danner et så barskt / skrækindjagende / og vildt sted / at noget lignende ikke findes i hele Harzen / huden gyser / hårene rejser sig på den, der blot ser derned.“

August Ey beskriver i sin ‘Fører gennem Harzen’ fra 1855 Bodetal, når man går ned fra Roßtrappe, og han formulerer endda et „hertil og ikke længere“, som også gælder for vandreren, for der må findes steder, hvor naturen har forrang frem for menneskelige ønsker: „Snart ser vi os omgivet af granitmure høje som tårne, og den vilde, forfærdelige brusen fra Bode bedøver øret. Nede i dalen vender vi os først et stykke op langs Bode over Djævlebroen til vandfaldet, hvor klipperne og de frådende bølger råber strengt til os: ‘Hertil og ikke længere!’ Vandfaldet, som Merian i den ældste beskrivelse kalder horribilem Bodae cataractam, fortjener ikke længere dette navn for sin egen skyld, men desto mere på grund af sin frygtindgydende vilde omgivelser. Faldets højde er kun 4 fod; tidligere var den mere end 8 fod; men da klipperne, der dannede det, var til hinder for tømmerflådning, blev de sprængt bort i året 1784, hvilket er desto mere at beklage, som denne foranstaltning næsten var helt uden nytte, og snart derefter blev tømmerflådning på Bode helt ophævet.“