Initiativet “Der Wald ruft”

Vores skove skal tilpasse sig de akutte og hurtige klimaforandringer. For en sådan tilpasning har komplekse økosystemer som skoven dog brug for mange generationer af skov, som kan tage 100 til 200 år eller endnu længere. Med deres lange generationsskifte er skovøkosystemerne derfor under et særligt stort pres.

Grantræer er lavrodede og derfor udsatte for storme. Desuden har de brug for meget vand for at vokse. Samtidig bruges vandet også til at producere harpiks, som for eksempel afviser barkbiller. Efter orkanen Frederike og de tørre somre fra 2018 til 2020 blev de svækkede grantræer dermed mere modtagelige for barkbilleangreb. Problematisk er især nedbørsmangler i vækstsæsonen. Desuden vokser mange granplantager stadig uden for deres naturlige udbredelsesområde. De for varme områder eller jorde med dårlig rodudvikling øger sårbarheden hos disse granplantager.

Mange af de rene granplantager blev plantet lige efter Anden Verdenskrig. Dengang var det de eneste hurtigtvoksende træarter, som fandtes i store mængder som frø, og som kunne bruges til at dyrke planter til genplantning. Desuden var dyrkningen af mere krævende træarter på de store åbne arealer med deres ekstreme klimatiske forhold ikke mulig. Grantræets træ blev hårdt brugt til genopbygningen og den økonomiske fremgang.

Skovfogederne har allerede i flere årtier været i gang med at omdanne de rene nåleskove. De satser på egnede og varierede løv- og nåletræsarter, der bedre kan tilpasse sig klimaforandringerne. Men omdannelsen af skoven og træernes vækst kræver tid, så resultaterne kan først ses efter et stykke tid.

Nationalparker beskytter naturlige processer. De skaber netop ved at tillade forfalds- og sammenbrudsperioder værdifulde levesteder, som ellers er blevet sjældne. Derfor bliver træet i området omkring Nationalpark Harzen for det meste liggende i skoven. Så snart barken er faldet af, findes der ikke længere barkbiller i det døde træ. De unge biller er for længst fløjet ud og har fundet andre værts-træer. Det døde træ udgør et vigtigt levested for svampe, insekter, fugle og flagermus.
 

Også i produktionsskove efterlades dødt træ af økologiske grunde. Stående dødt træ kan dog udgøre en fare for mennesker under genplantning og senere skovpleje. Af hensyn til arbejdssikkerheden skal det derfor fjernes på mange områder.

Da de fremtidige udviklinger er usikre, findes der ikke noget entydigt svar på dette spørgsmål.

I nationalparken griber man kun ind i naturens processer på få områder. På den måde bliver skoven her igen til en vild naturskov.
 

I de erhvervsmæssige skove bliver skoven aktivt ændret gennem den såkaldte skovomdannelse. Her bliver rene nåleskove omdannet til mere stabile blandingsskove med træer i forskellige aldre. Dette sker gennem plantning og naturlig foryngelse som frøfald og såning. Træernes mangfoldighed i skoven skal styrke tilpasningsevnen til det fremtidige klima.

I Harzens højere områder er rødgranen naturligt hjemmehørende og vil derfor også i fremtiden være den dominerende træart sammen med røn. I lavere områder vil især løvtræer som bøg, ahorn, røn, pil, ask og eg igen vokse mere udbredt.

På den ene side er skovene truet af klimaforandringer, men på den anden side reducerer de også luftens CO2-indhold. Træer og skove fjerner det klimaskadelige CO2 fra atmosfæren, mens de vokser. Træernes træ og jorden i skoven lagrer store mængder CO2 og bidrager dermed positivt til klimaregnskabet.

Både Nationalparken Harzen, stats­skovbruget og private skovejere tager ansvaret for trafiksikkerheden meget alvorligt og arbejder med vedligeholdelse af skovstierne, skovpleje, tømmerhøst og hensynet til skovgæsterne.
 

Alligevel beder vi dig af hensyn til din egen sikkerhed om at følge adfærdsreglerne i Skovetiketten før og under dit besøg i skoven samt at overholde eventuelle afspærringer & omledninger.

Barkbiller er en naturlig del af skovens økosystem og har altid været til stede i skoven. De bosætter sig i svækkede, døende eller væltede træer og udsender derefter en duftstof, der tiltrækker andre barkbiller. Tørre år fremmer formeringen, så barkbillerne har kunnet brede sig usædvanligt meget i de svækkede grantræer.

Du kan genkende et barkbilleangreb på træet ved boremel, nedfaldne grønne nåle, misfarvede trækroner, løs bark eller spor efter spætter, der leder efter larver under barken.

En barkbillehun kan sammen med sine unger og børnebørn få hundredtusinder af afkom på bare ét år. I et tørt og varmt år kan op til tre generationer af barkbiller udvikle sig. Dog ophører et træs forsvar allerede, når omkring 200 biller har angrebet det. Efter vinteren flyver billerne ud om foråret, når lufttemperaturen når 16 grader.

Ynglebilledet af den store otte­tandede granbarkbille ligner en opslået bog – derfor kaldes billen også for bogtrykkeren. Ynglebilledet af den mindre kobberstikker er derimod stjerneformet og minder, som navnet antyder, om kobberstik.

Fra foråret kan biller i produktionsskoven fanges med fælder og kemiske lokkemidler for at begrænse bestanden helt fra starten. Ved et massivt angreb hjælper sådanne tiltag dog kun i begrænset omfang.