Biavl Illers Wieda

På den stejle, ca. 500 meter lange serpentinesti lærer besøgende meget om Apis Mellifera, honningbien, og dens uvurderlige betydning for mennesket. Dens værdi ligger langt ud over dens rolle som leverandør af honning og voks – det er især dens utrættelige bestøvningsindsats, der gør den så vigtig. En af de første informations­tavler peger derfor på denne økologiske betydning af det stribede insekt. Enhver kan læse mere om dette på den frit tilgængelige biesti – eller gøre som os. Vi lader os føre (eller forføre) ind i Henning Illers’ verden. Og det ville være langt mindre autentisk, hvis han ikke stod foran os i sit gul-sorte biekostume. Nogle griner lidt af ham, men mange andre tager selfies sammen med den passionerede biavler.  
Den lærerige rute fører forbi små blomsterenge, forskellige bikasser som eksempler på såkaldte "stader" og videre til det store insekthotel. Blandt mange håndmalede billeder af bier finder man også en fotovæg. To ansigtsstore åbninger inviterer de besøgende til at blive en del af det sjove biemotiv på et foto. "Dem har min kone Steffi malet alle sammen," fortæller guiden stolt og tilføjer straks: "Bierne er vores fælles hobby."
Det store kravl af omkring 2000 bier kan man beundre i en montre fra april til september, og lige ved siden af kan man betragte de udsværmende indsamlerbier i arbejde i urtehaven, som blev anlagt i 2018. Den pensionerede gartner Jean Pierre Signard, som også frivilligt tager sig af Harzklub-vandrestierne i Wieda, plantede her blomstrende "biermål".

Om efteråret og vinteren står montren ved biestien dog tom. I den travle bikube sænker roen sig. Nu handler det om at overleve den kolde årstid. Færre end 2000 bier i en koloni (om sommeren er der 60.000 til 70.000!) samler sig i en stor klase og varmer hinanden i et rotationssystem. Bierne i yderkanten optager føde og øger deres kropstemperatur gennem stofskiftet, kravler ind mod midten af klasen og afgiver deres varme til de andre. Her overvintrer også dronningen – "weiselen", som biavleren kalder hende – ved konstante 25 grader Celsius. 
 

I denne tid har de to certificerede biavlere meget mere at lave: "Om efteråret udstyrer vi alle bistader med musegitre, og om vinteren tager vi os af at rengøre ynglerammerne." Det er meget tidskrævende. De skrøbelige trækonstruktioner skal rengøres, koges og genmonteres med voksplader. Alene i én bikube (beute) findes der 44 rammer, som én bisværm gør krav på. Til Illers’ honning arbejder over 30 bisværme på fire lokationer fra Braunlage over Wieda til Walkenried. Det bliver altså til et firecifret antal! Hvis ynglerammerne ikke fornyes, danner bierne sværme om foråret og flyver væk for at slå sig ned andre steder og bygge deres egne yngelsteder af voks.

Steffi (fra Münsterland) og Henning (fra det nordlige Harz-forland) Illers havde selv slået sig ned et andet sted i 2009, nemlig i Wieda. På en solrig grund med mange farverige blomster, frugtbuske og -træer samt rød og hvid vin ved huset. "Vores flittige bisværm lige her på gården giver os rige høster," fortæller Steffi Illers med strålende øjne. "Af det laver vi så safter og marmelader." Ud over honning og vokslys bærer for eksempel den søde druesaft og den smagsintensive solbærmarmelade mærket "Typisch Harz". Naturprodukter, der altid er fri for tilsætningsstoffer som kunstige aromaer. "Jeg voksede op på en stor gård nær Bockenem med enorme marker, som min far drev på traditionel vis," fortæller den næsten to meter høje mand i biavlerdragt med eftertænksom stemme. "Såkaldt 'ukrudt' og 'skadedyr' blev ubarmhjertigt forgiftet og holdt nede." Han har vendt sådanne metoder ryggen for længst:  "Det kan ikke være den rigtige måde at omgås naturen på!" Dog brugte familiegården også biernes arbejde og holdt flere bisværme. "Så jeg blev allerede som barn 'bidt af bierne'!", joker Illers. Den uddannede kok fandt tilbage til bierne direkte efter flytningen til Harzen, som 41-årig. Helbredsmæssigt lidt påvirket passer han nogle timer om ugen Alzheimer-patienter for den ambulante plejetjeneste, hvor også hans kone arbejder som sygeplejerske. Han fandt et nyt virke i fritidsbiavlen: "Jeg bruger bierne som en bro til demens. Den farverige dragt hjælper rigtig meget," forklarer Illers og glæder sig tydeligt over denne utraditionelle form for pleje.

"Hej kære venner! Er alt i orden?" Henning Illers banker kærligt på styroporvæggen af det Seeberger-stade, han foretrækker at bruge, og lægger forsigtigt øret mod den. "Når jeg så hører en svag summen, ved jeg, at alt er godt." Indtil foråret kontrolleres de bisværme, der overvintrer udendørs på deres pladser. Med de første varme solstråler vender det summende liv tilbage i bistadet, samlerbierne flyver ud, og dronningen lægger de første æg. De fleste ender i de små celler til arbejderbier, nogle i de større til droner, og ganske få i dronningecellerne, ynglestedet for fremtidige dronninger. Det er stedet, hvor biavleren kan styre udviklingen i sine bisværme, som derfor skal kontrolleres mindst hver syvende dag, og hvor Henning Illers endda flere gange har hjulpet, når bierne med store anstrengelser er ved at komme ud af cellerne.

At Steffi og Henning Illers gerne hjælper og engagerer sig frivilligt, afslører de først senere i samtalen. For eksempel at de i moderen-barn-hjemmet i Altenau informerer om bier og laver lys af voks sammen med kurstedets gæster. Eller at Henning Illers i 2015 overtog formandsposten i den lokale Harzklub-afdeling, siden da har hvervet 70 (!) nye medlemmer og sørget for flere nye eller renoverede rastepladser og læhytter. Desuden tog Illers initiativ til, at Harzklub-medlemmer og unge fra den årlige feriecamp i 2016 med det tekniske hjælpekorpus sammen vækkede de næsten usynlige, men stadig afgrænsede stier ved klokketårnet fra deres tornerosesøvn. Det blev grundlaget for den nuværende bisti. Ved skoleferiecentret Brunnenbachs Mühle syd for Braunlage, hvor Illers’ bier allerede samler flittigt til lækker skovhonning, skal børn i fremtiden indføres endnu mere i biavlens verden. Beskyttelsesdragter i små størrelser er allerede bestilt. Men det er bare en sidebemærkning. 
 

Om sommeren kommer høsten! Fra juli og frem kontrollerer biefyren honningen, der er ved at modne, stadig oftere for dens vandindhold, indtil det ligger på omkring 15 procent. Så bliver honningen slynget og lufttæt lukket i spande. Som erstatning får bierne deres første del-fodring, en sukkero opløsning. Før honningen fyldes på glas og mærkes, rører Illers den værdifulde masse cremet ved omkring 35 grader Celsius, bikubens indre temperatur om sommeren. "Vi skelner mellem forårshonning og sommerhonning," forklarer Steffi Illers. "Da forskellige blomstrende planter dominerer afhængig af vejret, sammensættes vores honning forskelligt hvert år. I 2019 for eksempel samlede vores bier for det meste mælkebøttepollen om foråret. Det smager anderledes end lind eller raps." Og når honningforarbejdningen er afsluttet, følger forarbejdningen af voksen. I smeltegryden skifter voksen tilstandsform og løber ved 80 grader Celsius ud i forskellige silikoneforme for at køle af som engel, julemand, bikube eller heks. Men altid som et stearinlys. "Bivoks har en højere tæthed end for eksempel paraffin. Derfor brænder vores lys også betydeligt længere."

Historierne om biavlen ser aldrig ud til at slippe op for biefyren, der ser sig selv som ambassadør for Harzen. For eksempel at bier orienterer sig efter farver, og at biavleren derfor maler bistaderne i forskellige monokrome farver, eller at bier skal flyve ud 20.000 gange og besøge omkring fem millioner blomster for at producere 300 gram honning, at han selv bliver stukket over 50 gange om året, og at han elsker at spise kage med navnet 'Bienenstich'!
 

                                                                                                                                                                                                                                                             af Thorsten Schmidt (2020)