Friwi Værk Witte Stolberg

Navnet Friwi stammer fra Friedrich Wilhelm Witte, Nadja Wittes oldefar. Da han åbnede sit konditori i det snørklede bindingsværkshus på Niedergasse 21, lige ved siden af det fyrstelige konsistorium, var det allerede det trettende i Stolberg. "Og det i sådan en lille by!", udbryder Nadja Witte. Det krævede derfor en god portion opfindsomhed, gennemslagskraft og mod at bygge en fabrik her blot nogle år senere. Præcis det gjorde Friedrich Wilhelm Witte og hans yngste søn Georg. Mellem 1924 og 1926 opførte de på Niedergasse 51, kun få minutters gang fra hovedstedet, en fabriksbygning med et stort ovnanlæg og moderne maskiner. Forretningen blomstrede. I de følgende år beskæftigede familien Witte omkring 180 mennesker fra hele området. 

„Husets specialitet hos Friwi var en særlig slags dampbagte tvebakker,“ fortæller den energiske iværksætter os, og at den vandt flere priser. Nu sidder vi i den moderne café i fabrikken, netop i det rum, hvor fordejen til Printen tidligere modnede i store kar i tre til fire måneder. Det "Gamle Printenlager" findes ikke længere, men den eftertragtede Stolberger julebagning bliver stadig lavet med denne lange modningstid. Også tvebakkerne bliver stadig bagt efter den gamle opskrift. Sammen med Stolberger Lerchen, en særlig pølse fra den lokale slagter, sælges Sultanzwieback i den såkaldte Stolberger Fresssack, en typisk Harz-specialitet. Siden halvfemserne har Nadja Witte arbejdet for det regionale mærke. Af omkring 60 typer bagværk bærer i øjeblikket 16 det eftertragtede mærke.
 

Tid til en rundtur. En behagelig duft af chokolade og ristede mandler fylder vores næser. Vi er forbløffede over, hvor meget håndarbejde der ligger i produkterne. Fire medarbejdere forbereder netop de Typisch-Harz-prisvindende hekse-splinter. Den første hælder forsigtigt smeltet chokolade fra en tung beholder af rustfrit stål over de ristede mandler. Den næste blander ingredienserne grundigt og fordeler massen i en form med mange små huller, som den tredje energisk fjerner og placerer på transportbåndet til den næste portion. Imens kører chokoladestykkerne gennem kølebanen, hvor en kollega står klar for enden. Med sikre bevægelser læsser hun de færdige lækkerier op med en skovl og lader dem glide ned i en gennemsigtig pose. Hun ser ud til at have vægten i følelsen. For en sikkerheds skyld bliver der vejet alligevel. Det passer.

„Vi producerer op til syv slags bagværk om dagen,“ forklarer Nadja Witte med hævet stemme for at overdøve maskinlarmen i den store produktionshal. Hun kender processerne ud og ind, ligesom sine 30 ansatte. Venligt giver hun et klem til en medarbejder, der tålmodigt sætter etiketter på kageposer. Hundreder bliver det ved dagens slutning. Chefen viser endnu en gang, hvad hun lægger vægt på: Etiketten skal sidde lige, altid med samme afstand. „For ensartethedens skyld,“ forklarer hun os og tilføjer mildt med et blik på kollegaen: „Det er hendes anden arbejdsdag.“ Derefter spørger hun virksomhedens egen smed til ovnen. Det 50 meter lange anlæg fra halvfjerdserne udgør hjertet af fabrikken. Uden den ville båndene stå stille, og der ville ikke være nogen kager. Ovnen er ikke den eneste ældre maskine i den fredede bygning. Den nye, fuldt indkapslede kølelinje følger sømløst efter den imponerende glasurmaskine fra trediverne, som med sine glasvægge stadig giver et fascinerende indblik i sit arbejde. „De nye maskiner er ikke altid en velsignelse,“ bemærker Nadja Witte med en rynke i panden. „Mens de gamle anlæg kører meget pålideligt og for det meste kan repareres her i huset, medfører de nye problemer, der kræver meget arbejde at ordne.“ Men heldigvis kan den seje virksomhedsejer stole på sin partner, der leder kageproduktionen.

Mange af hendes ansatte har Nadja Witte selv uddannet. Hun vil gerne give de unge i regionen et fremtidsperspektiv. For at vække deres glæde ved at lave småkager og kager får de allerede i det første år, ud over de uundgåelige rutineopgaver, mange kreative friheder. Afveksling er særligt vigtig, ved Nadja Witte. Hun samarbejder tæt med børnehjemmet i Stolberg, og allerede skoleelever kan lære virksomheden at kende under et praktikophold. „En gang arrangerede en mor et praktikophold for sin datter hos os for at vise hende, hvor hårdt fysisk arbejde er. Hun burde hellere tage studentereksamen. Planen lykkedes ikke. Hun kunne alt for godt lide det hos os.“ Men ikke alle lærlinge bliver for altid hos Friwi. Nogle vil forlade Stolberg for at opdage verden.

I modsætning til Nadja Witte. Hun er alt for tæt knyttet til sin hjemby og sin virksomhed. Det er tydeligt, at familiens historie betyder meget for hende. Stolt viser hun sine besøgende rundt i et kærligt indrettet museumsrum i fabrikken. Gamle leverandørbøger og fotografier fortæller om svundne tider. I en glasmonter findes en samling historiske opskrifter, efter hvilke mange Friwi-produkter stadig bliver lavet i dag – fra tvebakker til Printen. På væggene hænger store portrætter af Nadja Wittes forfædre. Hun peger på sin bedstemor Ella. „Da hendes mand, Georg Witte, døde pludseligt i 1938, overtog hun ledelsen af fabrikken. Alenemor med tre børn.“ Hun klarede sig godt og formåede at vække passionen for konditori i sin yngste søn Ludwig. 

I 1959 bestod han sin svendeprøve som konditormester og ledede derefter produktionen i familievirksomheden. I 1972 kom chokket for familien: ekspropriationen. Friwi blev til den statsejede virksomhed „Feingebäck Stolberg“. „For folk her forblev det altid Friwi!“, husker Nadja Witte. Hendes far arbejdede som produktionsleder indtil 1979. Derefter smed han håndklædet i ringen. Produktionen havde ændret sig, og undertrykkelsen var øget. Selv bedsteforældrene, der stadig boede i en lejlighed på området, fik forbud mod at gå direkte ud i deres have bag fabrikken. En tristhed kan mærkes, når Nadja Witte i dag fortæller om den tid, som hun oplevede som barn. Hendes far skabte sig derefter et nyt liv som selvstændig vognmand, tilbød ridning for børn og kørte turister rundt i byen.

Da indbyggerne i Stolberg mødtes juleaften i 1989 til den traditionelle julesang på torvet, herskede der en helt særlig stemning. Den årlige eftertænksomhed og fortrolighed blev blandet med en følelse af forandring og nyt håb. „‚Få jeres fabrik tilbage!‘, hviskede folk til os den gang.“ Når Nadja Witte fortæller om det i dag, bliver hun stadig rørt over den støtte, hendes familie fik i omvæltningstiden. Det er tydeligt svært for hende at tale om denne del af Friwis historie. Mange følelser og personlige oplevelser er forbundet med den. Som den første familie i Sachsen-Anhalt anmodede Wittes om at få fabrikken tilbage – og som de sidste fik de deres ansøgning godkendt af Treuhand. Kampen om fabrikken og maskinerne varede tre lange, nervepirrende år, indtil en Friwi-kiks endelig igen kunne rulle ud af produktionen i Stolberg i 1993.
Samtidig smøg konditormester Ludwig Witte og hans datter ærmerne op. De åbnede et konditori på det sted, hvor det hele engang begyndte, og i 1992 et lille café. Uden tøven opgav biokemikeren Nadja Witte sin ph.d.-stilling i husdyravl i Nordhausen, tog kurser i forretningsadministration og ledelse og lærte alt det vigtigste om småkage- og kageproduktion fra sin far. Han arbejdede aktivt med helt indtil han blev 75 år. Hendes mor hjælper stadig i fabrikkens butik, hvor hele sortimentet kan købes. Og måske, håber Nadja Witte i al hemmelighed, vil hendes søn Robert en dag overtage virksomheden.

                                                                                                                                                                                                                                                         af Maximilian Schmidt (2020)