Harz Keramik Altenau

Lerklumpen roterer på drejeskiven; fugtet af Irene Schukies’ våde hænder. Kraftfuldt presser hun skiftevis fingrene og håndfladerne ned i det genstridige materiale og giver den endnu uformelige form et tyngdepunkt. Herfra opstår der langsomt symmetri. Alt er i hurtig, roterende bevægelse. Nu lægger først tommelfingrene pres ovenfra på den våde masse, derefter fingrene. En åbning dannes, bliver større og dybere. Irene Schukies er dybt koncentreret. Musklerne i hele hendes overkrop arbejder synligt anspændt. En væg vokser frem. Og så løsner der sig, hurtigt stræbende opad, et cylindrisk hullegeme. Målet bliver tydeligt: en vase.

Kraften fra bevægelsen i fremstillingsprocessen overfører Irene Schukies til sine motiver. Sådan opstår for eksempel øjebliksbilleder af dyr i bevægelse som applikationer på kopper. Trang til bevægelse, lyst til dans. Allerede som barn testede Irene Schukies som gardepige i mange år sine grænser og blev endda tysk mester i gardedans med sin gruppe. "Vi nød alle applausen på scenen," husker hun. "Men succesen kom kun gennem virkelig hård træning." Og gennem disciplin. Det drager hun stadig fordel af i dag. 

Efter skolen blev hun tekstilbutiksuddannet og ledede en filial. Snart mærkede hun, at hun længtes efter noget andet. Hun sluttede sig til alternative kunstnere, som boede og arbejdede i en nedlagt stukfabrik i Bonn. "Her måtte jeg være, som jeg er," reflekterer Irene Schukies med strålende øjne, "og først og fremmest opdagede jeg, hvad der gør mig lykkelig. Det var håndværket, det fysiske." Hun arbejdede inden for forskellige fag og opdagede keramikken for sig selv. Efter sin læretid i en mellemstor virksomhed, der snart blev skyllet væk af bølgen af billig keramik fra Fjernøsten, studerede hun design på fagkolen Keramik ved Koblenz. "Jeg fik mange kreative impulser der og lærte især teknikken til fremstilling af gipsforme." Takket være sin solide uddannelse kan hun i dag vælge at dreje sine leridéer på skiven, støbe dem i en form eller bygge dem frit op. Eller kombinere flere teknikker. Sådan opstår for eksempel det unikke stel fra den Typisch Harz-prisbelønnede serie af kopper, krus, skåle, fade, tallerkener, kander, krukker, dåser...

Ved den roterende skive tager Irene Schukies en skraber til hjælp for at forme vasens buede form. Cylinderen udvider sig bredt, og en slags kort hals opstår. Hun stikker sin knytnæve ind i den mørke åbning, hele underarmen forsvinder. Skiven drejer stadig hurtigt, mens væggen og bunden af karret bliver formet. Tynd og skrøbelig. Høj kvalitet. Keramikeren skal bruge både styrke og følsomhed. Det har hun trænet i mange år – ikke kun med keramik, men også gennem dans, tegning, modellering og endda lyrisk skrivning. Hun lægger sig ikke fast, men søger i de forskellige kunstformer det, der passer til hende, for at tage det med til næste skridt i hendes udvikling. Meget af det, som Irene Schukies har gjort i sit liv, er kunst eller berører kunstens område. Men hun ser ikke sig selv som kunstner: "Der føler jeg mig begrænset, underlagt det kommercielle kunstlivs tvang," siger hun lidt eftertænksomt. "Men jeg vil først og fremmest realisere mine idéer og visioner. Derfor ser jeg mig bare som en kreativ person."  

Vasen på drejeskiven har nu fået sin endelige form. Der følger lidt "finpudsning", derefter bremser Irene Schukies skiven og sætter karret til tørring på et bord sammen med andre rå emner. Efter cirka otte timer vil de være "læderhårde" og kan så bearbejdes videre. Måske med en hjort, en los eller et vildsvin som motiv for at udvide den populære Harz-serie. "Jeg søger det oprindelige," forklarer Irene Schukies. "I Harzen har jeg fundet det," siger hun og rækker os en færdig mælkekande med egernmotiv. Kanden forener tydeligt traditionelt kunsthåndværk med moderne ånd i både udseende og fornemmelse. Hanken og egernet er udformet, så de ligner fibret brunt træ og føles også sådan, mens selve kanden er afdæmpet med en lys blank glasur. 

I de første år kunne man finde Harz Keramik Altenau på mange markeder og i butikker i regionen. I dag sker salget for det meste i atelierets butik og i deres egen onlinebutik. Christian Zineker står for denne del. I et hjørne af butikken står projektører, stativ og kamera klar til at fotografere en tofarvet kande til præsentation på nettet. "Som næste reklameprojekt sætter vi en kæmpestor kop foran atelieret, der skal fungere som scene til selfies," afslører keramikerens mand. I foråret 2020 skal den opsigtsvækkende kop være færdig og lokke forbipasserende til at tage billeder og dele dem på sociale medier. En model af fotokoppen står allerede på tørringsbordet under vores besøg. En livlig, frit opbygget lerfigur kigger eksemplarisk over koppens kant. 

De giver deres kunder stor frihed ved køb. Alle kan sammensætte deres eget service individuelt. "Der bliver vi tit overraskede over kombinationerne," indrømmer de. "Det er så spændende at betragte kunderne, mens de overvejer, og i samtaler får vi nogle gange nye idéer til vores arbejde." Midlertidigt udsolgte dele bliver hurtigt genskabt og sendt hjem til kunderne. Selv særlige motivønsker opfylder de gerne. "Vi vil med vores kunsthåndværk skabe noget, som industrien ikke kan. Det giver tilfredshed og spreder sig blandt folk." En tilfredshed, der findes på begge sider – både hos køberen og hos producenten. Den, der tager sig lidt tid under et besøg i Altenau-atelieret, kan mærke denne tilfredshed. I søgningen, i fundet og i opdagelsen.
 

                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                 af Thorsten Schmidt (2020)