Walkenried Klosterruin

Walkenried har gode forbindelser til regionalbanen Göttingen-Nordhausen, og klostret er absolut et besøg værd. Måske med et efterfølgende besøg på museet, eller en rundtur forbi klostersøerne over Höllstein (med en smuk udsigt) til Sachsenstein og tilbage. (6 kilometer)

Maleren Carl Hasenpflug (1802-1858) specialiserede sig først i byprospekter og billeder af intakt gotisk arkitektur. Han var fra Berlin, men havde vendt storbyen ryggen og slog sig i 1830 ned i Halberstadt. Vi har storslåede malerier af ham fra både Halberstadts og Magdeburgs domkirker. Det er ret bemærkelsesværdigt, at han efter et kort intermezzo som landskabsmaler i begyndelsen af 1830’erne i årtier derefter malede næsten udelukkende ruiner i sneen. Caspar David Friedrichs ruinemalerier i sneen, malet tyve år tidligere, var da blevet umoderne, og kunstneren var gammel og uden efterspørgsel. Så dukker Carl Hasenpflug op – en maler, der kunne have været hans søn – og genopfinder motivet med ruinen i sneen, som rammer tidsånden præcist. I midten af 1830’erne var der flere meget kolde vintre. Gjorde det sådanne billeder så tiltrækkende, eller var der andre grunde?

Over 50 fremstillinger af meget forskellige klosterruiner om vinteren, malet mellem 1840 og 1870 af Carl Hasenpflug og andre, kan tælles. De falder i en tid, hvor industrialisering, fattigdom og mislykkede forsøg på demokrati kolliderede. Så blev et sådant billede et symbol på en nutid, der blev opfattet som kold og ensidigt rettet mod fremskridt, hvor storslåede gotiske bygninger blev til ruiner – også fordi ægte tro ikke længere gav dem liv. Billedet er altså et længselsfuldt tilbageblik på fortiden, og derfor også musikken deri.

Mennesket har syv sanser. Kan maleri skabe en lyd, der får én sans til at vække en anden? Det, som romantikerne troede, er nu videnskabeligt bevist. Lad os prøve at beskrive musikken i dette billede: Hovedklangen er den kølige morgen. Der er faldet frisk sne. Vi står inde i kirkeruinen, omkring os er et lukket område af mure og nogle grantræer. Foran os ligger en afgrund, der dæmper lyden. Højtideligt derimod, som en trompetklang, står i billedets midte motivet af den ruinøse vestfacade af klosterkirken – delvist allerede badet i sollys. Helt tæt på, næsten smertefuldt præcist, kan vi se ødelæggelserne ved brudflader og fuger. I dette billede mødes storhed og ødelæggelse! En romantisk klang fuld af spændinger altså.