Motivet
Vores placering er kulsviermuseet ved Stemberghaus, for det viser det sorte håndværk, som i dag næsten er uddødt, bortset fra få rester.
For kun 250 år siden var der på dalskråningerne hvert par kilometer udjævnede cirkulære plateauer, kulsviernes steder med rygende miler. Sådan en mile kunne ulme i over en uge og trække tre fjerdedele af vandet ud af træet. Kunsten bestod i, at den ikke måtte begynde at brænde. Afgørende var en snedig konstruktion og reguleringen af lufttilførslen, ofte gennem dygtige børn, der let som fjer løb hen over det varme dæksel. Når skoven var vokset op igen, kom kulsvierne tilbage hertil, for det gjaldt om at holde vejene til de mange smeltehytter korte. Der behøvede man til forsmeltningen af blot 10 sølvtalere (167 gram) 260 kilo trækul, som man måtte fremstille af halvanden kubikmeter bøg, birk eller eg. Et træ skulle vokse i mindst 40 år for det. Nu skal man bare gange det med millioner af sølvtalere, der blev fremstillet hvert år.
I 1880 fandt Wilhelm Nabert de sidste ensomme vidnesbyrd om kulsvierhåndværket, de såkaldte beboelseshytter eller “Köten”. På hans maleri er hytten ubeboet, og græsset begynder allerede at gro rundt om den. Granerne var blevet savet ned i mandshøjde. Det var altså ikke længere nødvendigt, som omkring 1700, at forkulle alle stubbe med. Kulsvieriet var på tilbagetog, fordi minedriften også gik tilbage. Det var tiden, hvor malerne vemodigt opdagede de sorte svendes kunst som motiv. Det smukke billede fører ind i en tid med stadig større fattigdom i Harzen. Hvor gik kulsvierne hen, når de ikke længere drog til den næste mile? Til byerne, til Amerika. Slutningen på 3000 års minedrift i Harzen varsles.
