© Fotoweberei & Schloß Wernigerode GmbH

Marmorbrud ved Krockstein

1812

Motivet

Udsigtspunktet for "Malerblick" ligger på Krockstein, ikke langt fra Krockstein-udsigtspunktet, som giver en vid udsigt til Brocken. Præcis der, hvor det markante gule skilt på Dennert-fyren fortæller historien om stenbruddene ved Krockstein. Der har været megen spekulation om det præcise sted, hvor Caspar David Friedrich tegnede i juni 1811. Men det må have været her, for fra Rübeland til Brocken langs floden Bode går en historisk malervej, og der findes endda trykte grafiske fremstillinger af dette stenbrud.

Caspar David Friedrich er uden tvivl den mest betydningsfulde tyske landskabsmaler i romantikken. Han kom fra Greifswald, men tilbragte det meste af sit liv i Dresden. Fra marmorbruddet er der bevaret to omhyggelige tegninger, som han lavede på to på hinanden følgende dage. De viser, hvor meget han blev draget af det mørke, kølige hul i et stenbrud. Men han fordybede sig ikke i motivet af turistmæssige grunde og ikke for at sælge det som et udsigtsbillede. Motivet inspirerede ham til budskaber, der angår os og vores liv helt direkte. Det er det, der gør ham så stor – og det mærker mange mennesker stadig i dag.

For resten var marmoren fra marmorbruddene ved Rübeland meget værdsat. Den var ikke rent hvid, men varierede i røde og brune nuancer. Der fandtes tre stenbrud ved Krockstein, som blev drevet fra 1715 til 1889. I den nærliggende marmormølle blev den videre bearbejdet.

Marmorbruch von Friedrich
© wikimedia
Caspar David Friedrich

Kunstner

1812

opstået

Olie på lærred

49,5 x 70,5 cm

Kunsthalle Hamborg

kan ses i den permanente udstilling

Vandretip

Den bedste udsigt for malere kan du nå fra Rübeland efter cirka en times vandring. Først følger du Harzer-Hexen-Stieg til Neuwerk, og derefter går du i byen over Bode og op ad den afmærkede vandrerute til Krockstein.

Om kunstneren

Caspar David Friedrich (1774-1840) malede kun et år efter sin vandretur i Harzen motivet med marmorbruddet i det berømte maleri „Gravmæler for gamle helte“. Det er tiden med den franske besættelse, som Friedrich hadede, og marmorbruddet gav ham den rette ramme til et kald om modstand: Klipperne – som fylder hele billedet uden Friedrichs ellers så fascinerende himmel – forhindrer de to franske soldater i at gå videre; en kølig vind blæser dem i møde fra den sorte huleåbning. Dertil et hvidt gravmæle for germaneren Arminius. Han besejrede romerne i år 9, hvilket jo som bekendt skete i Teutoburgerskoven og ikke i Harzen. Men det er ikke det, Friedrich er optaget af, han vil ikke male et landskab, men udtrykke sine tanker gennem billeder. Derfor minder også andre gamle og nye gravmonumenter om, at der må bringes ofre for at bevare det tyske fællesskab.

Ni år senere malede Friedrich et helt andet budskab, da det nu var restaurationsperioden. Hulen bliver et tilflugtssted for to vandrere. Til sidst gentog han motivet endnu en gang to år før sin død.

Til sammenligning

Caspar David Friedrich, Marmorbrud ved Rübeland, 27. juni 1811, blyant, akvarel, blyantsraster, krydspunkterne delvist prikket med nål, 19,2 x 24,5 cm, Albertina Wien, Inv.-nr. 28628

Marmorbruch, Friedrich
© Albertina Wien

Caspar David Friedrich lavede meget omhyggelige naturstudier i Harzen, men han malede aldrig et genkendeligt motiv, en såkaldt vedute. Hans krav til malerne gælder især ham selv: „Maleren skal ikke bare male det, han ser foran sig, men også det, han ser i sig selv. Ser han intet i sig selv, så skal han heller ikke male det, han ser foran sig.“ På den måde kunne han igen og igen tage sine naturstudier frem gennem livet som en samling indre oplevelser og forbinde dem med nye budskaber.

Caspar David Friedrich, Harzhule (marmorbrud i Harzen), omkring 1837, pensel i brun over blyant på håndlavet papir, 34,2 x 43,8 cm, Det Kongelige Bibliotek København, Sign. I, 3a-3 

Marmorbruch, Friedrich

Mod slutningen af sit liv, omkring 1837, malede Caspar David Friedrich stenbruddet endnu en gang i stor format med pensel og brun blæk. Det var en bestilling fra den danske prins Christian Friedrich, den senere konge Christian VIII. Udsnittet er mindre, hulen er helt tæt på, mennesketom og gengivet med en næsten smertefuld præcision i detaljerne og i mødet mellem det klare lys og den mørkebrune tone. Hulens mørke har en farlig tiltrækning, mens den solrige eng lover liv. Fremstillingen kan tolkes som en lignelse over de to poler: liv og død.