Marmormølle ved Rübeland

Marmormøllen ligger kun få meter fra Harzer-Hexen-Stieg, man skal bare krydse Bode mod B 245. Det er oplagt at bestige Krockstein eller tage en rundtur til Rübeland via den Blå Sø og udsigten fra Skorstensfejerbjerget. (8 kilometer)

Fra en rejseguide fra 1855

I rejseguiden fra 1855 står der også: „Vejen fra Rübeland til Blankenburg følger i begyndelsen Bodes løb og er en af de mest fornøjelige, der findes. (…) Så når vi frem til broen, som ved Marmormøllen fører over Bode ind i Kreuzthal og videre til den lille braunschweigske smelteby Neuwerk. Du må ikke forsømme at standse et øjeblik foran denne bro for rigtigt at tage den maleriske udsigt ind, som den vidunderlige marmorvæg bagved byder på, og som yderligere forstærkes af Düvalshuset – en pavillon anlagt af en hofagent ved navn Düval på en af klippetoppene – ved Marmormøllen for foden af klipperne og af de små huse i Kreuzthal, der charmerende titter frem fra træerne på den modsatte bred.“

Det mennesketomme landskab er en nyere romantisk opfindelse, og selv her er det malerne, der arrangerer det for os. Hos malere fra tidligere århundreder er selv den påståede vildmark præget af menneskelig aktivitet og karakteriseret som et beboet sted – møller var taknemmelige motiver. Også den brunsvigske landskabsmaler Pascha Johann Friedrich Weitsch (1723-1803) stod i denne tradition. Hans sjældne fornavn er en kortform af ‘Paschalis’, i dag kendt som Pascal, og betyder: den, der er født til påske.

Siden 1756 var Weitsch ansat som porcelænsmaler i Fürstenberg og arbejdede der i tolv år også som underviser og kvalitetskontrollør. Fra 1763 rejste han gentagne gange gennem Harzen og tegnede begejstret – mere end 50 tegninger er bevaret. Hans beskedne porcelænsbillede fra 1765 var en sensation. Normalt malede de højt specialiserede porcelænsmalere blomster, dyr, dekorationer eller komponerede landskaber kun efter forlæg. For første gang i Tyskland lod en fyrste sine hjemlige landskaber pryde sit spisestel. Det usædvanlige var, at initiativet hertil kom fra maleren selv. Servicet blev fremstillet på porcelænsfabrikken i Fürstenberg i hertugdømmet Braunschweig-Lüneburg. Selvfølgelig også, fordi Harzen hørte til hertugdømmet og derfor kunne vise ejerskab gennem porcelænet. Endelig i 1768 kunne Weitsch leve af sin malerkunst og opgive stillingen på porcelænsfabrikken. Da var han 45 år gammel.

Mere om den marmor, der bearbejdes her, fortæller Niemanns rejseguide fra 1824:
„Marmormølle, over en halv time fra Rübeland, i et romantisk område, hvor jernmalmen forsvinder i marmorens klippelag, og hvor den også selv viser sig i marmor som små reder. I marmoren, især den brunmarmorerede, finder man mange forsteninger af muslinger og havdyr samt mærkelige naturfænomener. På en rød marmorplade viser man for eksempel en kvindefigur, der holder et spejl i hånden; på en sortgrå tavle ses en løbende hund og en siddende fugl, og på en farverig en: figuren af en spinderske. Et vandhjul sætter savene i bevægelse, som skærer marmoren i plader af forskellig størrelse, og på den øverste etage sker udhulningen og bearbejdningen med mejsel.“