Minen Herrens godhed i Lautenthal

Den lille mineby Lautenthal, som ligger så smukt omgivet af bjerge og skove, er i dag et populært feriested. Turismen har afløst minedriften, som var grunden til, at Lautenthal blev grundlagt i 1538. I 1931 lukkede minerne, og i 1966 den sidste smelthytte. En forandring, som næsten alle minebyer i Øvre Harzen har oplevet. I området omkring Lautenthal, især ved Kranichberg, finder man så mange spændende vidnesbyrd om minedriftens historie som næppe noget andet sted i Harzen i så høj koncentration. De er fremragende kommenteret. Uanset om det er langs Lautenthaler Kunstgraben eller på Kranichberg ved Maaßener Gaipel, bør man helt sikkert nyde udsigten derfra (med kro).

Wilhelm Ripe (1818-1885) interesserede sig for minedrift, fordi han selv var et barn af fattige folk og voksede op blandt minearbejdere og kurvekoner. Han skildrede også minedriften, fordi den var blevet et trækplaster for besøgende i Harzen. For deres skyld forberedte Wilhelm Ripe sine billeder didaktisk. Han forstørrede rummet mellem dalen og skråningen, så alt kunne få plads, og køberne af hans litografier kunne huske: mineindgangen, forladelæggeren, løberne, feltstængerne, skakthuset og minebjelkerne. På Ripes billeder er der altid én, der ser på betragteren og trækker én ind i billedfortællingen. Her er det trilleskubberen.

Hvor kom de fremmede fra, de besøgende i Harzen? De kom fra de store byer, hvor industrialiseringen og den mange befolkning havde gjort det larmende og beskidt. De, der havde råd, tog en sommerresidens i ferielandet. På Ripes tid gik det allerede kraftigt ned ad bakke med minedriften i Harzen, og det gik i øvrigt også ud over kulbrænderne. Den voksende turisme spirrede dengang som Lautenthals håb – i dag er den virkelighed.