© Fotoweberei & Schloß Wernigerode GmbH

Minen Herrens godhed i Lautenthal

1853

Motivet

Vores placering ligger kun få skridt til venstre for den nuværende indgang til Bergbau-museet Lautenthal ved den nuværende Wildemanner Straße. Fra fortovet kan man se en muret mineindgang til gruben Güte des Herrn. Siden 1691 blev der her gravet efter sølv, bly og kobbermalm.

Wilhelm Ripes gengivelse viser til højre en træindgang til minen, foran den står en trillebørskører, der snakker med en minearbejder. Hans forlæssede kærre med de ujævnt store hjul kan hente malmen øverst fra skakthuset og bringe den ned i dalen til stampeværkerne, eller også kan han bringe træ til afstivning i tunnelen. Til venstre løber vand over en trærende og forsvinder i gavlen på hjulhuset. Indeni er der et stort vandhjul. Vandkraften driver det lange træstangsystem, som på billedet forsvinder ind i skakthuset. I dag kan vi på friluftsområdet ved Bergbau-museet se renden, stangsystemet og forlæsskærren i original.

Minedrift med mennesker i arbejde er et sjældent motiv for en maler. Der skulle en særlig kunstner som Wilhelm Ripe til. Han viser os, hvordan energien blev udvundet til minedriften, og hvordan malmen kom ud af gruberne til smelteværkerne. Deres skorstene ryger bagerst i Innerste-dalen.

Lautenthal, Ripe
©  Museumsverein Goslar
Wilhelm Ripe

Kunstner

1853

opstået

Litografi

15 x 22,5 cm

Museumsforeningen Goslar

1989

Vandretip

Den lille mineby Lautenthal, som ligger så smukt omgivet af bjerge og skove, er i dag et populært feriested. Turismen har afløst minedriften, som var grunden til, at Lautenthal blev grundlagt i 1538. I 1931 lukkede minerne, og i 1966 den sidste smelthytte. En forandring, som næsten alle minebyer i Øvre Harzen har oplevet. I området omkring Lautenthal, især ved Kranichberg, finder man så mange spændende vidnesbyrd om minedriftens historie som næppe noget andet sted i Harzen i så høj koncentration. De er fremragende kommenteret. Uanset om det er langs Lautenthaler Kunstgraben eller på Kranichberg ved Maaßener Gaipel, bør man helt sikkert nyde udsigten derfra (med kro).

Om kunstneren

Wilhelm Ripe (1818-1885) interesserede sig for minedrift, fordi han selv var et barn af fattige folk og voksede op blandt minearbejdere og kurvekoner. Han skildrede også minedriften, fordi den var blevet et trækplaster for besøgende i Harzen. For deres skyld forberedte Wilhelm Ripe sine billeder didaktisk. Han forstørrede rummet mellem dalen og skråningen, så alt kunne få plads, og køberne af hans litografier kunne huske: mineindgangen, forladelæggeren, løberne, feltstængerne, skakthuset og minebjelkerne. På Ripes billeder er der altid én, der ser på betragteren og trækker én ind i billedfortællingen. Her er det trilleskubberen.

Hvor kom de fremmede fra, de besøgende i Harzen? De kom fra de store byer, hvor industrialiseringen og den mange befolkning havde gjort det larmende og beskidt. De, der havde råd, tog en sommerresidens i ferielandet. På Ripes tid gik det allerede kraftigt ned ad bakke med minedriften i Harzen, og det gik i øvrigt også ud over kulbrænderne. Den voksende turisme spirrede dengang som Lautenthals håb – i dag er den virkelighed.

Til sammenligning

Udsigt over minen Herrens godhed i Lautenthal, på forsiden af en udbyttemønt, 1740, sølv, præget i Zellerfeld under møntmester Johann Benjamin Hecht, vægt 23,47 g, privat eje

Lautenthal Münze, Privatbesitz
© Privatbesitz

I næsten 50 år havde man udvundet minen Herrens Godhed, arbejdet her og søgt efter en åre uden at skabe fortjeneste. Det kaldes i minearbejdernes sprog ’bodstiden’. Forvaltningen af bjergværket i Oberharz måtte planlægge med så lange perioder, som blev betragtet som en tid med afsavn og opofrelse. Endelig, i 1740, gav denne mine – en af omkring 30 i Lautenthal på det tidspunkt – overskud. Stolt prægede man en udbyttemønt, som på forsiden viser en mineindgang og to minearbejdere ved en tipvogn, sammen med bibelverset "Jorden er fuld af Herrens godhed", der havde givet minen sit navn. De tre alkymistiske symboler på himlen betyder: månen i midten står for sølv, til venstre kobber, til højre bly.

Om minedriftens planøkonomi

For også at kunne afveje de nødvendige investeringer og byggeprojekter havde ejerne i Oberharz siden 1788 sluttet sig sammen i den statsøkonomisk styrede Communion Harz. Bjergværksdriften var kilden til ejernes rigdom, men også en enorm udfordring for langsigtet planlægning. Villefosse udtrykker det i sit grundlæggende værk fra 1822 sådan: „Formålet er aldrig at berige spekulanter, men heller aldrig at bedrage dem (…) Det er aldrig formålet straks at levere betydelige summer til de fyrstelige kasser … Det virkelige formål er at opretholde et stort antal værker uden tilskud, som er i stand til hvert år at yde et beløb på mellem en og halvanden million talere.“

Matthäus Merian efter Conrad Buno, Lautenthal set fra vest, 1654, kobberstik/radering, billedstørrelse 14,2 x 38,1 cm, fra: Topografi over hertugdømmet Braunschweig-Lüneburg, Frankfurt/Main 1564, Oberharzer Bergwerksmuseum Clausthal-Zellerfeld

 Lautenthal, Buno
© Oberharzer Bergbaumuseum

På dette billede, 200 år før Wilhelm Ripe, ser vi sølvsmelteværkerne i Lautenthal til venstre i forgrunden. Fra højre kommer floden Innerste nedad, og halvvejs oppe ad Kranichberger bakken løber en vej, ved siden af hvilken Lautenthaler Kunstgraben forløb, som allerede blev anlagt omkring 1570. Til dens bygning havde man kun et fald på 60 meter over en strækning på otte kilometer! Og det uden computersimulering. Det er interessant på Merians stik, at området ved den nuværende Wildemanner Straße endnu ikke er bebygget. De første mineindgange, såsom Tiefen Sachsenstollen, der er markeret med bogstavet K, er dog allerede tegnet ind. Den samme mineindgang kan stadig ses på området ved minedriftsmuseet i dag.