© Fotoweberei & Schloß Wernigerode GmbH

Rådhuset i Wernigerode

1867

Motivet

Malernes blikke fortæller historier: Markedspladsens maleri fra Halberstadt vidner om stolthed, mens rådhuset i Wernigerode spreder munterhed som byens vigtigste vartegn. Det dominerer nordsiden af torvet.

Kun få ved, at rådhuset tidligere var et spillehus og blev givet til byens råd af fyrsten Stolberg-Wernigerode, som dengang regerede her, fordi han ikke længere havde brug for det. Derfor danser de farverige figurer af narre, spillemænd og endda en majdronning stadig på rådhusets facade. De blev bevaret og senere suppleret, da borgerne siden 1498 byggede deres rådhus om, udvidede, reparerede og forbedrede det igen og igen.

Mange tror, at rådhuset med sine smukke karnaptårne er støbt i ét. Men en nærmere betragtning og sammenligning med gamle malerier viser, hvor meget der faktisk blev ændret! Hele bygninger blev bygget til!

Er det ikke mærkeligt, at netop dette rådhus kunne blive byens vartegn? Der findes andre lige så smukke bindingsværksrådhuse andre steder. Men intet er blevet afbildet så ofte som det i Wernigerode. Måske er det med billeder som med snebolde — én starter, og hvert nyt billede fører til ønsket om endnu flere billeder, især når det drejer sig om en så overraskende nuttet bygning.

Rathaus Wernigerode, Wilberg
© Harzmuseum Wernigerode, Foto: Norbert Perner
Christian Wilberg

Kunstner

1867

skabt

Olie på lærred

31 x 44 cm

Harzmuseet Wernigerode

Inv.-nr. 3114, udstillet i den permanente udstilling

Vandretip

Anbefaling til en byrundtur 

Byen tog sin begyndelse på klinten, et stille hjørne kun et par skridt til højre bag rådhuset. Her ligger også Harzmuseet med sit skatkammer, som i øvrigt rummer mange flere udsigter fra Wernigerode- og Harz-malere, og selvfølgelig også de afbildede originale malerier af rådhuset.

Om kunstneren

Maleren Christian Wilberg (1839-1882) var stadig helt ukendt, da han skabte dette maleri af rådhuset i solskin. Seks år tidligere havde han arbejdet som stuer­maler hos sin far i Havelberg, og nu var han dekorationsmaler i Berlin. Alt sammen lønarbejde for pengepungen. Siden sin rejse til Harzen i 1865 havde han igen og igen forsøgt sig på udstillinger med motiver fra Harzen. På det lille maleri fra 1867 overrasker han desuden med et rigt markedsudbud af lokalt grønt, og det må nok siges at være ganske realistisk, at borgerne i Wernigerode her hverken stod i kø eller malerisk grupperede sig, som en mere sofistikeret berlinermaler ville have vist det.

I 1870 rejste den 31-årige Wilberg til Düsseldorf for at studere maleri, og senere blev han som maler af berømte steder som Pergamon og Potsdam også selv en smule kendt. Nationalgalleriet i Berlin dedikerede endda en soloudstilling til ham i 1882.

Til sammenligning

Charles Villemin efter Carlo Ignazio Pozzi, Torvet i Wernigerode med rådhuset, 1848, litografi, bladarstørrelse 23,5 x 29 cm, fra: Puttrich, Mindesmærker for middelalderlig bygningskunst, levering 31-32 (1848)

 Rathaus Wernigerode, Pozzi
© Harzmuseum Wernigerode

Harzmuseet Wernigerode, Inv.-nr. K 3253 

Wolthäterbrønden på torvet er endnu ikke vist her, selvom bladet udkom i 1848. Opførelsen blev nemlig forsinket til 1849. Men brønden mangler ikke af den grund. Tegneren Ignazio Pozzi fra Dessau (1766-1842) havde opholdt sig i Wernigerode for længe siden og døde allerede i 1842.

Charles Hoguet, Rådhuset i Wernigerode set fra østsiden, 1861, olie på lærred, 100 x 66 cm, langtidslån fra Hamburger Kunsthalle i Harzmuseum Wernigerode

Rathaus Wernigerode, Hoguet
©  Harzmuseum Wernigerode, Foto: Norbert Perner

kan ses i den permanente udstilling

Et sådant marked på østsiden af rådhuset har sikkert aldrig eksisteret. Men med så meget malerisk raffinement er det præsenteret, at vi gerne vil tro det. Maleren Charles Hoguet (1821-1870) var en berliner af huguenotisk oprindelse, som modtog sin formative kunstneriske uddannelse i Paris og Normandiet. Selvfølgelig kiggede han også forbi den hollandske barok. Theodor Fontane skrev begejstret om ham, at han med sin kunst gjorde det lille stort. Hoguet stræbte ikke efter akademiske embeder, men efter et sfumato, en sanselighed, som stadig i dag finder begejstrede købere. Og i Harzmuseum Wernigerodes permanente udstilling er det absolut et besøg værd.