Motivet
Med malerens placering ved bastionen Scharfe Ecke har vi valgt den mest almindelige Regenstein-udsigt, men alligevel var det kun en tredjedel af de mange fremstillinger, der valgte netop denne. Måske er Regenstein den ukendte favorit blandt malerblikkene. Væggen på den imponerende sandstenskegle falder 80 meter ned, og på toppen troner der en borg. Den blev udbygget til en fæstning fra 1671, men under Syvårskrigen i februar 1758 blev den grundigt ødelagt af preusserne. Krudtmagasinet eksploderede dengang. Siden da har den vold, der blev begået mod bjerget, og dets stædige modstandskraft været en del af den levende fascination for ruinen Regenstein den dag i dag.
I slutningen af det 18. århundrede foretrak man udsigten fra dalen, hvor klippen fremstår som en bred cylinder. Romantikerne med erfaring fra Italien ser i det træfattige bakkelandskab i regnskyggen af Harzen en slags tysk campagna: Rødbrunt det brændte græs, violet hedelyngen og hvidt sandet – med den blå himmel over. Også Papenberge, Heimburg og Ziegenberg bliver til maleriske udsigtspunkter. Realismen i Weimar-malerskolen opdager i slutningen af det 19. århundrede den regnvåde klippe med brungrønt mos og sneen under en blygrå himmel.
Maleren og journalisten Rudolf Cronau fik her en særlig idé til sit Regenstein-billede. Han tilføjer til højre foran en klippe, som i virkeligheden ikke eksisterer.
