Udsigt over Brocken gennem Torfhaus‑mosen

Goethe-ruten op til Brocken fra Torfhaus er en af de mest populære vandreruter i Harzen, og på smukke sommerdage stopper strømmen af vandrere aldrig. Hvad siger du til en bestigning af Brocken om vinteren? Fra det populære Nationalparkcenter Torfhaus tager opstigningen to og en halv time.

Hvorfor ville den 28-årige Goethe absolut op på Brocken, hvorfor tog han denne anstrengelse på sig? – Først og fremmest var hele rejsen en hemmelig flugt fra kravene ved hoffet og bjergværket samt fra forholdet til den ældre, gifte veninde Charlotte von Stein med alle de misforståelser, der ikke kunne undgås. Men der var også en særlig grund, som Goethe skrev til sin veninde: „Jeg vil betro dig (sig det ikke til nogen), at min rejse gik til Harzen, at jeg ønskede at bestige Brocken, og nu, min kære, har jeg i dag stået på toppen, helt naturligt, selvom folk i otte dage har forsikret mig om, at det var umuligt. (…) Jeg stod på toppen i dag og har ofret min kæreste tak til min Gud på Djævlens alter. (…) Jeg har ridset et tegn i vinduet som vidnesbyrd om mine glædestårer. (…)“ Altså en djævleprøve. Et tegn for hans fremtidige liv til at overvinde kriser? Goethe vovede det umulige for at opnå en følelse af ophøjethed, en slags flow. Men han var også gennemstrømmet af en stor ydmyghed over for Brocken, over for naturen i det hele taget, og det udtrykte han i sine vers. Selv i dag er disse to modstridende følelser velkendte for alle, der møjsommeligt vandrer op på bjergtoppen i dårligt vejr og ensomhed, ofte til fods som den gamle skomagers vandrestøvler.

Kun 292 besøgende blev registreret af kroejeren på Heinrichshöhe i år 1778. Så få mennesker besteg dengang Brocken, at skovfogeden fra Torfhaus stadig huskede Goethes besøg mange år senere. Fem og et halvt år var gået, da Goethe igen bankede på i 1783. Overfyldt med embeder og adlet med et "von" året før. Hertug Carl August var med, og det var også berginspektør von Trebra, som overleverede det med forundring, fordi han altid havde troet, at Goethes beretning bare var pral: „Nå! Så kommer du altså endnu en gang, i en bedre årstid, for at besøge Brocken. Ja! Da du midt om vinteren bad mig om at føre dig op på Brocken, ville du med alle dine venlige ord (han gav ham en Louisd’or) næppe have kunnet overtale mig til at være din guide, hvis ikke netop den stærke frost havde dannet en hård skorpe over den dybe sne, som kunne bære os. Men aldrig før havde en fremmed bedt mig om det, og jeg ville heller ikke have vovet forsøget med nogen, selvom det denne gang gik godt, og vi i rette tid var tilbage her fra toppen af den øde, store Brocken, efter at vi havde nydt en virkelig sjælden, klar udsigt rundt omkring.“