Baggrund

I århundreder prægede granmonokulturer landskabet i Harzen. I dag er dette udseende ved at ændre sig. Granen var længe et eftertragtet træ i minedrift og træindustri og blev derfor også plantet i højder, hvor den egentlig ikke forekommer naturligt. 

Efter Anden Verdenskrig blev der desuden brug for træ til genopbygning, opvarmning og som erstatningsydelser. Mellem 1930’erne og omkring 1950 førte omfattende overudnyttelse og fladehugster alene i Niedersachsen til omkring 140.000 hektar afskovet areal. Skovarbejdere og de såkaldte "kulturkvinder" udførte et stort arbejde for at genplante disse områder. Deres indsats blev hædret med et motiv på den vesttyske 50-pfennig-mønt – den viste en knælende kvinde, der planter en eg. I tider med stor mangel arbejdede "kulturkvinderne" for en lille løn for at genopbygge skoven. I Harzen var der dengang kun nok gransæd til rådighed. Derfor blev granen regionens "brødtræ" og plantet selv dér, hvor egentlige løvtræer som bøg, ahorn, birk og ask ville vokse. 

Ligesom mennesket har formet landskabet gennem århundreder, ændrer det sig nu videre naturligt gennem klima- og vejrpåvirkninger. Naturen forbliver stadig Harzens vigtigste rekreative område, men dens udseende ændrer sig skridt for skridt. Omkring Brockenmassivet og i højderne præger i dag store områder med døde graner landskabet. I Nationalpark Harzen lader man i vid udstrækning disse områder passe sig selv: Træerne bliver stående eller vælter, alt efter hvad den naturlige proces tillader. I skovområderne fremmer skovforvaltningerne aktivt omdannelsen, så nye planter snart vokser op på de åbne flader. Skovens forandring er ikke et lokalt fænomen – lignende udviklinger sker i skove over hele verden. 

Barkbillen anses for at være årsagen til, at grantræerne dør i Harzen. Raske graner kan forsvare sig mod billerne med harpiks, mens svækkede træer ikke kan. Tørre somre siden 2018 og storme har beskadiget bestandene så meget, at et omfattende angreb blev uundgåeligt. 

Allerede få biller er nok til at få et grantræ til at dø. I varme, tørre år formerer insekterne sig hurtigt: En enkelt hun kan over flere generationer få op til 200.000 afkom. Denne eksplosive formering viser, hvor tæt klimaet og skadedyrspresset hænger sammen. Barkbillen selv er altså ikke den egentlige årsag, men et resultat af klimaforandringerne. De stigende temperaturer og den vedvarende tørke svækker også andre træarter. Især i det sydlige Harzen lider bøge og ask under klimastress og er modtagelige for sygdomme og parasitter.

De hurtige forandringer i Harzens skov skaber debat, især på sociale medier. Ofte handler det om spørgsmålet om skyld. Men én ting er klar: Alle bærer et medansvar. Selv om der er forskellige meninger om, hvor meget mennesket påvirker klimaet, viser de mange klimarekorder i de seneste år tydelige sammenhænge. 

Mange træarters tilpasningsevne er ikke tilstrækkelig til at følge med i denne hastighed af forandring. At give skylden til nationalparken Harzen, hvor naturlige processer i høj grad får lov at passe sig selv, hjælper ikke videre. Det afgørende er at finde fælles veje til at sikre skovens fremtid.